Socialpædagog eller PAU, som brænder for at udfolde sin faglighed i arbejdet med voksne med ASF til Vinklen Nordhavn
Vil du gøre en forskel som socialpædagog eller PAU – og brænder du for at udfolde din faglighed i arbejdet med voksne med ASF? Så er denne stilling måske noget for dig.
I skønne omgivelser i Nordhavn finder du vores afklarings- og botræningstilbud for voksne borgere med autismespektrumforstyrrelser (ASF). Nordhavn er et § 107 afklarings- og botræningstilbud i Københavns Kommunes socialforvaltning for 12 voksne borgere med autismespektrumforstyrrelser (ASF) og komorbiditet. Herudover er der tre fastansatte medarbejdere.
Botilbuddet åbnede i august 2020 og er organiseret under Vinklen, som er en del af Center for Midlertidige og Selvstændige Boformer (CMSB).
Vores ambition i Nordhavn er at skabe de bedste udviklingsmuligheder for borgere med ASF og sikre høj faglig kvalitet, indlevelse og omsorg i arbejdet med deres livssituation.
Borgerne er i et botræningsforløb med det formål at styrke deres færdigheder og kompetencer, så de får mulighed for at flytte til en mere selvstændig bolig. I den pædagogiske praksis arbejder vi med fokus på social inklusion, størst mulig egenmestring og øget livskvalitet i tæt samarbejde med borgerne.
Arbejdet i Nordhavn
- Vi arbejder med en aktivitetsbaseret og relationsdannende tilgang med fokus på udvikling, trivsel og øget egenmestring hos borgerne.
- Borgerforløbet er opbygget i et firedelt fasekoncept: indflytning, opstart, træningsmoduler og udflytning.
- Vi arbejder opsøgende for at sikre mest mulig tid sammen med borgerne og skabe meningsfulde relationer i hverdagen.
- Borgerne bliver ofte boligafklaret inden for et til tre år ud fra en individuel vurdering.
- Vi arbejder systematisk med udviklingsmål, faglige observationer og struktur i borgerens hverdag, så der skabes et balanceret hverdagsliv med fokus på energiforvaltning og livskvalitet.
- Vi understøtter fællesskaber både i botilbuddet og i civilsamfundet og samarbejder blandt andet med jobcenter og uddannelsesinstitutioner om borgernes fremtidige muligheder.
Vi søger en kollega, der
- er opsøgende og engageret i at skabe gode relationer til borgerne
- arbejder struktureret og systematisk, men samtidig er nysgerrig på det, der virker i samarbejdet med den enkelte borger
- kan udvikle kreative og fagligt relevante indsatser, der styrker borgernes mestring af eget liv og trivsel
- vægter samarbejdet med kolleger højt og er opsøgende i forhold til eksterne samarbejdspartnere – både kommunale, civile og private
- tager ansvar og trives i et medstyrende team med stor grad af selvstændighed og indflydelse på praksis og udvikling af botilbuddet
Du vil desuden skulle varetage både pædagogisk og sundhedsfaglig dokumentation i vores fagsystem Domus samt bidrage til centrale opgaver i botilbuddet, eksempelvis vagtplanlægning, indkøb, arbejdsmiljø, økonomi og andre driftsopgaver.
Du får
Kollegaer med stor erfaring inden for området, som er optagede af at skabe et stærkt fagligt fællesskab og en god arbejdsplads, hvor alles kompetencer bringes i spil.
Udover dit eget team bliver du en del af organisationen Vinklen med mere end 30 fagligt engagerede kolleger i andre teams samt et lederteam bestående af to faglige ledere og en tilbudsleder.
Derudover samarbejder vi med sygeplejerske, psykiater, psykoterapeut, brobygger og socialrådgiver.
Vinklen er en del af centerfællesskabet CMSB, hvor kolleger med specialviden inden for forskellige fagområder understøtter den daglige praksis på botilbuddet.
Samlet set får du gode muligheder for både faglig og personlig udvikling i en veldrevet organisation, hvor der arbejdes målrettet med arbejdsmiljø, trivsel og konkrete handleplaner for APV.
Kompetenceudvikling
Du tilbydes løbende kompetenceudvikling gennem kurser og uddannelse, blandt andet inden for KRAP, NADA, praktikvejledning, recovery, traumebevidst tilgang, førstehjælp og medicinhåndtering. Derudover arbejder vi med analyseværktøjer, sanseprofiler og sanseredskaber samt metoder som NLP og Enneagram. Derudover tilbydes faglig supervision og mulighed for deltagelse i VISO-forløb omkring borgerne.
Har du interesse for IT og velfærdsteknologi, er der også et fagligt forum, hvor disse muligheder udvikles.
Arbejdsmiljø og fællesskab
Vi afholder temadage med fagligt indhold, tilbyder blandt andet massage og åndedrætskurser og arrangerer sociale aktiviteter, hvor du kan møde kolleger fra andre enheder.
Du deltager i
- ugentlige teammøder
- personaledage to gange årligt
- fællesdage for hele organisationen tre gange årligt
- p-døgn med kolleger og ledelse cirka én gang årligt
Vinklen arbejder ud fra en medarbejderprofil, som du vil blive introduceret til i forbindelse med en eventuel samtale.
Ansættelsesvilkår
Arbejdstiden er 37 timer om ugen inklusive weekendarbejde cirka hver fjerde weekend, hvor der arbejdes i tidsrummet kl. 10.00-21.00.
På hverdage arbejdes der i tidsrummet kl. 08.00-21.30.
Du ansættes efter gældende overenskomst. Ved tilbud om ansættelse indhentes reference samt straffeattest.
Tiltrædelse er 1. maj 2026 eller snarest muligt.
Yderligere information
Du kan læse mere om tilbuddet her: Botræningstilbuddet Vinklen Nordhavn | Handicap
Du er også velkommen til at kontakte faglig leder Mia Larsen på 23 36 87 40 eller tilbudsleder Susanne Wolfsberg på 26 81 66 67.
Søg via linket senest onsdag den 25. marts 2025
Samtaler afholdes løbende.